Sådan undgår du nemmest at blive sagsøgt

August 7th, 2018

Som virksomhedsejer kan det blive rigtig dyrt, hvis du bliver sagsøgt for ikke at have styr på juraen. På kort sigt på grund af kostelige advokatsalærer og store bøder, på langt sigt fordi det kan være uhyre skadeligt for din virksomheds brand.

Med mindre du allerede har en seperat konto på Maldiverne til at håndtere den slags problemer, en advokat-fætter der aldrig har tabt en retssag eller dit eget personlige tæskehold fra den lokale rockerborg, bør altid have klare og ikke mindst underskrevne kontrakter på plads. Vær gang du indgår værdifuld aftaler.

Det værner dig mod tvister mellem dig og selskabets medejere og klargøre din relation med dine samarbejdspartnere. Dertil kan du undgå at blive kontaktet af en medarbejders fagforening, som enten kræver et forlig eller truer dig med at gå i retten for at få erstatning.

Det kan dog være meget kompliceret at skulle udarbejde kontrakter, og der vil altid være forhold, du ikke har tænkt på. Som tommelfingerregel bør du dog huske, at du skal have en procedure for de forhold, som med stor sandsynligvis realiserer sig, og dem der bliver meget dyre, hvis de gør.

Når du eksempelvis skal udarbejde en ejeraftale, er det for det meste nødvendigt at have en advokat inde over, så man sørger for klare aftaler mellem ejerne. Det er eksempelvis en god idé, at I har nogle skriftlige aftaler for, hvad der sker, hvis en af jer vil ud af virksomheden. Har I forkøbsret til hinandens anparter? Hvad sker der i tilfælde af en deadlock? Og så videre, og så videre.

Ofte stiftes virksomheder af en gruppe tætte venner. Her er der altså ekstra vigtigt, at man har nogle rigtig gode kontrakter. En ting er at miste penge – noget andet er at miste sine venner.

Andre gange er det mere ligetil. Nedenfor har vi samlet tre gode råd, som er nemme at få styr på. Det kræver en minimal indsats og sparer dig både for en masse penge og alt besværet med at finde en advokat, møde op i retten og i sidste ende betale erstatning. Dertil skærmer du også dig selv mod dårlig PR, og eventuelle tab af kunder såvel som leverandører.

 

Regel nr. 1 – Indgå altid ansættelsesaftaler og undgå at blive sagsøgt

Ansættelsesbevisloven påbyder enhver arbejdsgiver at sørge for ansættelsesaftaler til hver af deres ansatte, såfremt de arbejder mere end 8 timer om ugen. Hvis ikke dine medarbejdere har modtaget en kontrakt inden for den første måned, har de ret til en markant godtgørelse på cirka 10.000 kr.

Få det nu bare gjort!

Som arbejdsgiver har du nemlig pligt til at oplyse dine ansatte om de væsentligste vilkår i deres ansættelsesforhold. Som minimum betyder det, at du skal oplyse dem om navn, adresse, arbejdssted, lønvilkår, ansættelsens begyndelsestidspunkt og muligvis også varighed. Dernæst skal du fortælle dem om deres titel og forventede arbejdsopgaver.

Dertil vil det være en god idé at beskrive andre rettigheder om ferie, barsel, pension og opsigelsesvarsel. Ansættelsesbevisloven udstikker kun nogle minimale krav til ansættelseskontrakter, så du skal huske at orientere dig i forhold til overenskomster og love (eksempelvis funktionærloven), som udvider lønmodtagerens rettigheder. Bemærk i øvrigt, at et ansættelsesbevis skal være skriftligt. Ønsker du mere information om ansættelseskontrakter, kan du læse denne artikel eller også kan du bare bruge skabelonen nedenfor.

Ansætteseskontrakt skabelon - undgå at blive sagsøgt

Regel nr. 2 – Afsked medarbejdere på en ordentlig måde

Det er aldrig rart at afskedige medarbejdere, og som den gyldne regel foreskriver, bør du generelt behandle folk pænt. Vær empatisk, fair og imødekommende, når du fyrer en medarbejder – så kan du også forvente en mere medgørlig og imødekommende medarbejder efterfølgende. Det siger sig selv. (Bemærk i øvrigt, at det også gør sig gældende med kunder og leverandører – don’t be a douche!)

Når du fyrer en medarbejder, er der dog også nogle juridiske spørgsmål, du skal være opmærksom på, så du ikke blive sagsøgt. Det er eksempelvis ikke lovligt at fyre en medarbejder på grund af deres køn, race, etnicitet, kulturelle baggrund, seksuelle orientering, politiske overbevisning eller religiøse tilhørsforhold. Du må med andre ord ikke diskriminere.

Du bør ligeledes ikke fyre folk på grund af barsel eller sygefravær. I det tilfælde vil du skulle løfte bevisbyrden for, at det ikke er deres barsel, graviditet eller sygdom, som har ført til deres fyring. Det kan være ret svært.

Samtidig kan dårlig performance, uhensigtsmæssig adfærd eller manglende kvalifikationer også være en problematisk fyringsgrund. Du vil nemlig skulle præsentere medarbejderen for en skriftlig advarsel først, så vedkommende får chancen for at ændre adfærd eller forbedre indsatsen.

I stedet er nedskæringer, besparelser eller omstruktureringer helt fair grunde – og du behøver altså ikke være på konkursens rand for at bruge en sådan begrundelse. Læs mere i vores artikel om afskedigelse og find en skabelon til en skriftlig advarsel nedenfor.


Skabelon til skriftlig advarsel

Regel nr. 3 – Sådan undgår du nemmest at blive sagsøgt: Lav klare aftaler

Hvis en kontrakt er uklar, kan det være svært at kende sin retsstilling, og derfor kan man få brug for en domstol eller voldgiftrets afgørelse. Det er jo uhensigtsmæssigt, så man bør altid skrive klart og tydeligt. Det vil sige i et grammatisk korrekt dansk, med korte sætninger, præcise angivelser (undgå løse pronominer som “man”, “vedkommende” eller “den”) og aktive sætninger. Man vil nemlig gerne have subjektet frem i sætningen, så der ikke er tvivl om hvem, der gør hvad.

Det er altså ikke god praksis at skrive lange, snørklede sætninger, som man skal have en ph.d. i jura eller lingvistik for at forstå. Hvis du vil undgå at blive sagsøgt, bør du sætte kontrakten klart og overskueligt op med tydeligt angivne afsnit og gerne paragraffer. Hver enkelt sætning bør kun indeholde en enkelt retsregel, og den bør stå i starten af sætning.

Desuden bør du undgå at skrive ting med småt eller gemme væsentlige forhold midt inde i teksten. Du risikerer dermed at diskvalificere hele kontrakten.

Hvis du ønsker at vide mere om, hvordan du undgår at blive sagsøgt ved at lave klare aftaler, bør du følge vores wiki eller downloade vores ebog: Den gode kontrakt.

Den er gratis!

Den gode kontrakt